Resen Kirke
Resen Kirke – helt sin egen
Resen Kirke ligger ved den gamle landevej mellem færgestedet i Oddesund og Holstebro. Kirken lå oprindelig som centrum i en rigtig landsby med en halv snes gårde og nogle huse rundt omkring sig. Ad landevejen førtes mange studedrifter fra Thy mod markederne i Holsten. Ændringer i landbrugets struktur og byudviklingen omkring vejkrydset, hvor den gamle Oddesundvej skærer Lemvigvej i det nuværende Resenstad, har givet Resen Kirke en mere isoleret beliggenhed end førhen. Dengang var kirken centrum for landsbyens pulserende liv med et ofte lidt for livligt røre på kirkens fortov med skolebørn, krogæster og vejfarende. Det, der kaldtes kirkens fortov, lå på den nuværende parkeringsplads, og her fandtes for blot et halvt århundrede siden endnu landsbyens gadekær, hvor i sin tid studeflokkene kunne slukke tørsten, mens studedriverne slukkede deres ved at besøge kirkens nærmeste nabo – kroen.
Særegen arkitektur
I det ydre ligner mange danske landsbykirker hinanden, men om kirken i Resen må man sige, at den i sin arkitektoniske fremtoning er helt sin egen. Den oprindelige del af kirken er fra Valdemarstiden (1157-1241) – altså den tidlige middelalder. Kirken er bygget af sten samlet af egnens bønder på markerne og slæbt op til byggepladsen, hvor stenhuggere formede dem, så de var egnede til at stable ovenpå hinanden uden for megen brug af bindemiddel. Grundplanen var enkel med kor og skib. Kirken var efter tidens skik forsynet med to indgange, så mænd og kvinder kunne bruge hver sin dør. Højt oppe i de tykke kassemure sad små vinduer med rundbuede overliggere i sten. Kirkebygningen var uden de store udsmykninger, men på èt punkt havde man dog tænkt stort, nemlig ved at forsyne kirken med en dobbelt sokkel med en enkel skråkant og derover en smuk karnisprofileret sokkelsten.
I dag gøres entreen til Resen Kirke gennem den tidligere kvindedør på kirkens nordside. Foran indgangen blev der i den sene middelalder opført et våbenhus af dels kvadre, dels tegl. Våbenhuset har siden gennemgået forskellige ændringer, blandt andet blev det i 1887 påført en ”gotisk” kamtaksgavl. Våbenhusets udvendige dørtrin er et fragment af en gammel nedslidt ligsten, der i et hjørne diskret er mærket med årstallet for ibrugtagningen som dørtrin, nemlig 1960.
Kirkens søndre korsarm er oprindelig opført som gravkapel for herremændene på Kongensgård i Nørre Nissum, som ejede kirken i 1700-årene. Kapellet bestod som sådan i hen ved 150 år. I slutningen af 1840erne var det proprietær Laurits Lauritsen på Resenborg, der var kirkeejer. Han nedbrød en stor del af kapellet, så det nærmest blev halveret i størrelse. Fra nedbrydningen tog Lauritsen de store kvadre og anvendte dem som sokkel i en ny kostald hjemme på Resenborg. Man kan i dag tydeligt se, hvordan granitkvadrene er bevaret i det gamle gravkapels sider, mens de mangler i gavlen. Kapellets oprindelige udstrækning kan stadig anes under kirkegårdens jord, som er så fyldt med sten og murbrokker, at man måtte opgive at benytte de gravpladser, som ligger tættest på.
I skibets vestgavl i den blænding, hvor der tidligere var udgang til tårnrummet, er indmuret en gammel og meget velbevaret ligsten over en af kirkens tidligst kendte præster – Poul Hansen, hvis efterkommere tog tilnavnet Resen. Poul Hansen blev stamfar til en slægt med mange berømte mænd, og ligstenen giver på en blanding af dansk og latin - med græske indslag – spændende oplysning om manden, der var sognepræst i Resen og Humlum i fire årtier fra 1560-1600. Inden da havde Poul Hansen endda yderligere tjent som hjælpepræst i fem år sammen med sin far. Det var Hans Andersen Vedel, der var stedets præst i årene 1513-1560, og han nåede altså både at fungere som katolsk præst før reformationen i 1536 og derefter som protestantisk præst i en årrække.
To specielle tårne
Resen Kirke har i tidens løb haft to forskellige tårne – og begge meget specielle i deres arkitektur. Kirkens første tårn var muligvis et rundt murstenstårn. Det særprægede runde tårn er beskrevet i et par kilder, men det er ikke dokumenteret arkæologisk. Dette tårn er sandsynligvis nedrevet omkring 1780erne, og det kan være på samme tid, at skibet blev kortet lidt af i vest, således at den nordlige dør ind i kirken kom til at sidde påfaldende tæt på skibets vestgavl. Det nuværende tårn med den ejendommelige høje portal mod vest er fra 1792. Det var daværende præst, Hans Christian Rosenberg, der lod dette tårn opføre. Det var i starten betydeligt højere, men det blev omkring 1850 afkortet. Efter afkortningen blev de øverste murskifter på kirketårnet udført med noget mindre sten end det munkestenstore tegl i undertårnet.
Pastor Rosenberg var udover sognepræst også kirkeejer og en mand, som indlagde sig mange fortjenester med udsmykning af Resen Kirke. Han købte også en af landsbyens gamle gårde, som han gav navnet Resenborg og gjorde til sin private præstegård, og ved salg af Resenborg fulgte kirken med. Helt op i 1900-tallet havde Resenborg og Resen Kirke samme ejere. En stor ligsten for Rosenberg og hans hustru er i dag opstillet i bunden af kirketårnet.
Beskeden begyndelse
Var kirkebygningen i Resen fra sin begyndelse enkel og beskeden, kan det samme siges om kirkens første inventar, som det også var ret småt med. Der var en døbefont, hugget i to dele, samt et stenalter. Centralt i alterets bordplade lå en sten med en dobbelt firkantet fordybning. I det midterste hul, kaldet helgengraven, lå et lille blyindkapslet relikvie. Det kunne f.eks. være noget, som kunne henføres til den helgen, som kirken i den katolske tid var indviet til. Desværre er Resen Kirkes katolske helgennavn ikke bevaret op til vor tid, men den gamle centrale altersten sidder nu synlig – om end lodret indmuret – i alterbordets nordlige side.
En anden reminiscens fra den katolske tid er en lille træskulptur, hvor jomfru Maria sidder med Jesusbarnet på skødet, samt en meget fint skåret mandsfigur - med smukt krøllet skæg og en bog i hånden. Figurerne blev efter reformationen lagt op på kirkens loft, hvorfra de 400 år senere blev bragt til det nyoprettede Struer Museum. Herfra er mandsfiguren dog vendt hjem til kirken, og fra sin plads på væggen overvåger han nu, at alt går rigtigt for sig ved døbefonten.
Kirkens døbefont er den oprindelige med den glathuggede kumme, men døbefonten er blevet udstyret med en nyhugget fod. Den gamle fod har fået plads i våbenhuset. Kirkens tindåbskande er gammel, hvorimod dåbsfadet er af langt nyere oprindelse med dateringen 1961. Andet nyere inventar er alterkalk og kirkeskib.
Genskabt altertavle
Resen Kirkes altertavle er i udformning og snitværk et typisk renæssancearbejde. Altertavlen stammer fra omkring år 1600 og har gennem sine århundrede været præget af skiftende tiders smag. Den nuværende skikkelse fik altertavlen efter en meget grundig restaurering i 1920 udført af maleren Niels Termansen. Ved et par store undersøgelser i begyndelsen af 1900-tallet havde altertavlen afleveret en del af sin historie til fagfolk, ligesom Niels Termansen i 1910 havde undersøgt tavlen med henblik på en omfattende istandsættelse. Termansen fandt tavlen amputeret for sine sidevinger, der var blevet afmonteret for at få plads til den store lukkede præstestol, som var mast ind mellem altertavlen og korets nordmur. Under altertavlens forskellige farvelag og en række slet malede og ikke bevaringsværdige malerier fandt man, hvad man tolkede som oprindeligt, nemlig spor af guldtekster i sidefløjene og spor af en korsfæstelsesscene i midtfeltet. Det var dog kun dele af Kristi tornekronede hoved og lidt kors, der var bevaret. Lige over hovedet var senere malet et lam med korsfane, og fra lammets bryst stod en blodstråle ned i et bæger. Ud fra dette grundlag genskabte Termansen altertavlen, som den fremtræder i dag. Kristus fik krop og kors, og de andre felter fik gyldne tekster. Samtidig fik altertavlen sine vinger igen, og dermed var der ikke længere plads til den store præstestol, som blev flyttet til et hjørne af koret. Præstestolen hører til kirkens historiske inventar, men lader sig med sin størrelse ikke så nemt indpasse i kirkens helhed. Sammen med prædikestolen er den et arbejde i tidlig empirestil fra omkring år 1800, og begge dele må henregnes til de ting, som pastor Rosenberg udstyrede kirken med.
Nyere grøn messehagel – af Lene Abildgaard Knudsen
I 2011 designede og vævede væver og billedkunstner Lene Abildgaard Knudsen en ny grøn messehagel til Resen Kirke. Motivet på messehagelen er bl.a. 3 kors/blomster, der er fundet på altertavlen. De tre kors-blomster symboliserer treenigheden. Symbolerne kan også lede tankerne hen på Trinitatistiden, hvor kirken og troen vokser lige så stille – ligesom blomster og planter i naturen gør. Foran på messehagelen er Jesu monogram, hentet fra kirkens prædikestol. Smukke bogstaver som betyder I(eusus) H(ominum) S(alvator) = Jesuss menneskenes frelser. De grønne farver i messehagelen er afstemt efter Resen Kirkes mange grønne farver.
Af: Hans Jørgen Aagaard Kristensen
Kilde: Ovenstående bygger hovedsageligt på oplysninger hentet fra hæftet ”Resen Kirke – Skodborg herred”, som Resen Menighedsråd udgav i år 2000 med Benny Boysen, Struer, som forfatter og redaktør.
Læs mere om Resen Kirke her
