Orgelskole for børn og unge

I marts måned 2020 startede organist Anne-Marie Helligsø med at undervise tre orgelelever fra hhv. 3. -4. klasse i Humlum Kirke. De tre elever er allerede en del af Resen-Humlums Børne og ungdomskirkekor, men fremover skal de også ca. hver uge mødes med Anne-Marie ved kirkens orgel, hvor de sammen skal opdage orglets mange spændende muligheder for forskellige klange og lære at spille på instrumenternes dronning, som netop orglet kaldes.



Børnene og de unge skal lære at spille med både hænder og fødder samtidig – hele kroppen skal i gang! Samtidig vil de få undervisning i den elementære musiklære - toner, noder, rytmer, intervaller, skalaer, melodier og akkorder.

Inden længe kan man måske møde nogle af de unge elever ved orglet til fx en spaghettigudstjeneste eller andet. Det er vigtigt, at eleverne oplever, at det de laver, kan bruges og at man får noget ud af sin indsats.

Eleverne vil opleve, at orglet kan spille alle følelser frem og at orglet bruges ved mange af de afgørende begivenheder i menneskers liv. Måske bliver det ikke ved at være sådan, for færre spiller orgel og færre uddannes til at “styre” det store instrument, derfor tog Anne-Marie her i vintermånederne initiativ til oprettelse af orgelskolen i Humlum kirke – undervisningen bliver støttet af menighedsrådet i Resen-Humlum Kirker og den landsdækkende Orgelklub i Danmark, www.orgelklubben.dk.



Det er meget vigtigt, oplyser Anne-Marie, at hun som organist er med til at vække en interesse hos børn og unge og endda få nogen af dem til at vælge kirkemusikvejene, så der også i fremtiden er musik til gudstjenesterne og kirkens øvrige handlinger. Jeg blev selv udlært som Kirkemusiker i Orgel og Korledelse i juni 2016 og går stadig til efteruddannelse i orgel på Vestervig Kirkemusikskole hver 14. dag – det er guld værd! Det er fantastisk at lære at spille fx. de store Bach-stykker, lære en masse spilleteknik og meget mere og meget af det jeg har lært igennem mit liv om musik, brænder jeg virkelig for at give videre til andre, siger Anne-Marie. Især børn suger til sig, det mærker jeg tydeligt i kirkens kor med 18 sangere - det varmer mig SÅ meget og giver mig en boblende glæde indeni, slutter Anne-Marie!

Info
Det er gratis for eleverne at gå i orgelskole.
Pt. er der ikke ledige pladser på orgelskolen – men I er altid velkommen til at kontakte Anne-Marie Helligsø, 61278373 – amh.organist@gmail.com