Oktober
Vi finder fred i kirken - 860
Det er en salme, der oprindelig er skrevet til en genindvielse af en kirke efter en renovering, og den siger noget om, hvad der netop sker i kirken, når vi mødes til gudstjeneste. Hvad sker der i det rum, der netop er bygget for at være et mødested mellem Gud og mennesker. Kirken er ”et sted” gentages det gang på gang i hvert vers. Et sted hvor der sket noget i mødet med os selv, med Gud og med hinanden.
Det er stedet med fred (vers 1), hvor Guds fred bliver givet os i velsignelsen. En fred vi faktisk kan leve på midt i den ufred der er i verden, og midt i den uro der nogen gange er i os selv.
Der er sommetider nogen, der siger, at tærsklen eller dørtrinet til kirken er for højt. Men den her salme siger ligeud, at der er plads til os alle – også ”alle os der gjorde visse ting vi ikke ville”. Altså ganske konkrete ting, som vi hver især bærer på.
Vi får givet noget, når vi kommer der, siges det videre (vers 2). Vi fyldes op med fællesskab og håb. Her i kirken får vi jo bl.a. at vide med Paulus’ ord, at vi alle er del af den samme organisme, og at vi hver især har en plads med hver vores funktion. Kirken er en håbefuld mangfoldighed. Det kan vi godt trænge til at blive mindet om og fyldes op med.
I kirken behøver vi ikke hele tiden at skulle skabe vores egen virkelighed eller iscenesætte os selv, sådan som det efterhånden er tilfældet så mange steder og ikke mindst på de sociale medier. Biskop Jan Lindhardt sagde engang: ”Vi er bipersoner i vores eget liv”, og med det mente han, at det er de andre mennesker i vores nærhed, der er hovedpersonerne. Og i kirken (vers 3) hører vi, at vores dagligdag bunder i den gåde, der er verdens største under, nemlig at Gud vil have med os at gøre, uanset hvem vi er.
Men det betyder også (vers 4), at vi bliver små i kirken. For ingen af os råder grundlæggende over svaret. Det forbliver at være en gåde, der ikke er helt åbenbaret. Vi kan ikke tage patent på sandheden, eller ”slå hinanden oven i hovedet med Bibelen” f.eks.
Med det originale udtryk (vers 5) ”vi helligånder luften sammen” får Iben Krogsdal vist, at det er fællesskabet, der er udgangspunktet i kirken, og det er Gud Fader som skabersolen, der kan fjerne vreden fra verden og ikke os, der med magt og med selvretfærdighed skal gå til kamp. For det er ”Livets kors” – Jesus Kristus, hvis død på korset, der fører til liv for os. Det er hans magtesløse magt, der bliver vist os i kirken som den sande magt. Det er kærlighedens magt, vi møder, når vi ”sidder lige midt i kærligheden”. Bemærk at vi her møder hele treenigheden – Fader, Søn og Helligånd, uden at Iben Krogsdal bruger de traditionelle ord og vendinger.
Alt det vi kommer med til kirken bliver mødt af en ny begyndelse (vers 6) ved nadverbordet - i tilgivelsen og i opstandelsen.
Så derfor bliver vi også sendt ud igen fra kirkens ”sted” med muligheden for at ”tage Guds kærlighed på ordet”.
Jan Bjerglund, Sognepræst
Hør månedens salme: Klik her
1. Vi finder fred i kirken
et sted der ånder roligt uden grænser
hvor livets lys er tændt og brænder stille
for alle os der falder
for alle os der kalder
og gjorde visse ting vi ikke ville.
2. Vi fyldes op i kirken
et sted hvor ingen ensom er alene
hvor kærlighedens veje aldrig ender
og når vi mangler mening
og glæde og forening
et sted der lægger håb i vores hænder
3. Vi lyser op i kirken
et sted hvor ånden bruser os i blodet
hvor ingen af os selv er ledetråden
hvor dagligdagen bunder
i verdens største under
og alle lyser lige smukt i gåden
4. Vi bliver små i kirken
et sted der åbner kroppen for det dybe
hvor ingen af os råder over svaret
hvor ingen sandhed brænder
som magt i vores hænder
fordi den aldrig helt er åbenbaret
5. Vi bliver set i kirken
et sted vi helligånder luften sammen
hvor skabersolen smelter verdensvreden
hvor livets kors forkynder
til alle os som synder:
I sidder lige midt i kærligheden
6. Vi bliver til i kirken
et sted med ny begyndelse til alle
med mild og vild opstandelse ved bordet
hvor vin og brød fortæller
så er det nu det gælder
gå ud og tag Guds kærlighed på ordet