September

Fra vest står blæsten - 808

- tekst: Lisbeth Smedegaard Andersen

- melodi: Erik Sommer

Der er en helt særlig ro over Lisbeth Smedegaard Andersens salme Fra vest står blæsten. Noget er på vej. Noget andet end det, som var der før. Det fremgår af salmens ord, ligesom det høres særligt i melodien, som er skrevet af Erik Sommer.

Skyerne, der kommer og går; tågedisen og regnen, som lægger sig over det faldne løv. Høsten, frugttræerne og fugletræk. Sommeren er ovre og vores omgivelser forandres.

Lisbeth Smedegaard Andersen bruger mange naturbilleder i sine salmer. Det har vist sig vigtigt for hende at holde fast ved, at vi er en del af naturen og af en større helhed. Vi lever i en urolig verden, hvor vi til dagligt er mere omgivet af alt det, vi selv har frembragt, end det, Gud skabte. Men når vi er i naturen, bliver vi mindet om, at vi er del af noget større end os selv, og det er dét, der digtes frem i salmen – dette der er større.

Septembersolen skinner gyldent og Fra vest står blæsten ind. Sommeren brænder ned, græsset visner væk og solen vender. Efteråret har i sandhed erstattet sommeren og salmens stille vemodighed byder os at skifte gear efter sommerens larm og varmens puls. Nu kommer mørket os i møde og vi må ty til Guds lys.

For Lisbeth Smedegaard Andersen er en salme ikke kun et digt, en sang, men også en bøn og en prædiken. Den har elementer af det hele, og når den synges eller læses er den også rettet imod Gud. For hende er det sådan, at salmen – digtningen – forbinder troen, evangeliet, forkyndelsen og det erfarede liv.

Med denne salme kan vi forlade sommeren og gå både efterår og vinter i møde med troen på, at Guds lys skærmer os og enhver af livets skabninger – også når mørket sænker sig og kulden rammer.

Bettina Franch, Sognepræst

Hør månedens salme: Klik her

 

Fra vest står blæsten ind mod

de lave fyrrehegn

der danser skyggedans med mørkets magter

mens skyer går og kommer

med tågedis og regn

og vådt og vissent løv i kælderskakter.

 

Når somren er til ende

og feriedage brugt

og vibeskrig og lærkesang forstummet

når markerne er høstet

og træet bærer frugt

skal vore lovsang fylde himmelrummet

 

til Gud der i sin godhed

lod alting spire frem

og sendte sol og regn til byg og hvede

han glemmer ingen skabning

og husker også dem

som året bragte mere gråd end glæde

 

Frygt ikke! det er ordet

når havtorn står med bær

og hede sommerdrømme er forbrændte

Gud er hos den der ængstes

og den hvis fremtid er

en ligning med en hel delubekendte

 

Hør! fugletrækket nordfra

en sommer brænder ned

og græsset visner væk og solen vender.

Når Gud vil lyse om os

velsignelse og fred

skal vinterhjerter leve i hans hænder.