September
Fra vest står blæsten - 808
- tekst: Lisbeth Smedegaard Andersen
- melodi: Erik Sommer
Der er en helt særlig ro over Lisbeth Smedegaard Andersens salme Fra vest står blæsten. Noget er på vej. Noget andet end det, som var der før. Det fremgår af salmens ord, ligesom det høres særligt i melodien, som er skrevet af Erik Sommer.
Skyerne, der kommer og går; tågedisen og regnen, som lægger sig over det faldne løv. Høsten, frugttræerne og fugletræk. Sommeren er ovre og vores omgivelser forandres.
Lisbeth Smedegaard Andersen bruger mange naturbilleder i sine salmer. Det har vist sig vigtigt for hende at holde fast ved, at vi er en del af naturen og af en større helhed. Vi lever i en urolig verden, hvor vi til dagligt er mere omgivet af alt det, vi selv har frembragt, end det, Gud skabte. Men når vi er i naturen, bliver vi mindet om, at vi er del af noget større end os selv, og det er dét, der digtes frem i salmen – dette der er større.
Septembersolen skinner gyldent og Fra vest står blæsten ind. Sommeren brænder ned, græsset visner væk og solen vender. Efteråret har i sandhed erstattet sommeren og salmens stille vemodighed byder os at skifte gear efter sommerens larm og varmens puls. Nu kommer mørket os i møde og vi må ty til Guds lys.
For Lisbeth Smedegaard Andersen er en salme ikke kun et digt, en sang, men også en bøn og en prædiken. Den har elementer af det hele, og når den synges eller læses er den også rettet imod Gud. For hende er det sådan, at salmen – digtningen – forbinder troen, evangeliet, forkyndelsen og det erfarede liv.
Med denne salme kan vi forlade sommeren og gå både efterår og vinter i møde med troen på, at Guds lys skærmer os og enhver af livets skabninger – også når mørket sænker sig og kulden rammer.
Bettina Franch, Sognepræst
Hør månedens salme: Klik her
Fra vest står blæsten ind mod
de lave fyrrehegn
der danser skyggedans med mørkets magter
mens skyer går og kommer
med tågedis og regn
og vådt og vissent løv i kælderskakter.
Når somren er til ende
og feriedage brugt
og vibeskrig og lærkesang forstummet
når markerne er høstet
og træet bærer frugt
skal vore lovsang fylde himmelrummet
til Gud der i sin godhed
lod alting spire frem
og sendte sol og regn til byg og hvede
han glemmer ingen skabning
og husker også dem
som året bragte mere gråd end glæde
Frygt ikke! det er ordet
når havtorn står med bær
og hede sommerdrømme er forbrændte
Gud er hos den der ængstes
og den hvis fremtid er
en ligning med en hel delubekendte
Hør! fugletrækket nordfra
en sommer brænder ned
og græsset visner væk og solen vender.
Når Gud vil lyse om os
velsignelse og fred
skal vinterhjerter leve i hans hænder.