MARTS
Maria snart er det forår - 803
”Maria snart er det forår” er en forårssalme af Lisbeth Smedegaard Andersen, men samtidig er den også en bebudelsessalme skrevet over Lukas evangeliet kapitel 1, vers 26-38.
Lisbeth S. Andersen har i mange år været optaget af Maria, både i kunsten og i salmerne og med denne salme skriver hun følgende: ”En bebudelsessalme med inspiration fra de mange italienske bebudelsesbilleder, hvor Maria sidder i en (italiensk) have, med blomster og fugle omkring hende, som symboliserer det nye liv, Guds nye begyndelse med mennesker”.
Når hun har anbragt Maria i en dansk forårshave i denne salme, så er det naturligvis for at gøre det hele mere nærværende, men også mere alment.
Det fremgår af bibelteksten af Maria tænker sig om, og med billeder illustreres det, at helligåndsduen og englene sidder oppe i himlen og venter på spænding på hendes ja. Især i vers 4 munder salmen ud i altings glæde over, at hun har sagt ja. Barnet i hendes mave er både menneske og Gud.
I Lisbeth S. Andersens salmer må man tit se sig langt efter tegnsætningen. Dette skyldes, at man vægter det poetiske og visuelle udtryk højere end korrekt grammatik.
Komponisten Birgitte Buur har åbnet melodien med forår – opad med en forventning og glæde. Denne opadgående bevægelse sker i salmens første tre linjer, hvor der i de efterfølgende tre linjer bevæges mere trinvis. Til sidst kommer der en opadgående skala, som lander med en tre-klangs- og siden trinvis bevægelse og falder til ro på grundtonen.
Man kan virkelig mærke komponistens glæde ved at tonesætte teksten, da Lisbeths tekster er så fyldte med billeder og så klare, at det er givende og dejligt at sætte musik til dem.
Anne-Marie Helligsø, Organist
Hør månedens salme: Klik her
1. Maria snart er det forår
det tøver i buske og træer
i havens krukker med liljer
der venter på mildere vejr
og spurve pusler i hækken
med første kuld under på vej
Maria naturen venter
den venter og tier med dig
2. Maria mennesker længes
på kryds og på tværs og på strå
mod sol og haver og stier
som man kan forelske sig på
og børn der trives og aldrig
skal mangle det daglige brød
Maria et sted at leve
og dø en almindelig død
3. Maria Herren er med dig
han bliver til den yderste dag
når tvivlen lurer ved døren
og englen er fløjet herfra
han er der hver gang du ængstes
og beder for dem du har kær
han venter belyst af mørket
og våger og er dig nær
4. Maria himlens veninde
dit forår er brusende hvidt
en solsort synger mod solen
på naboens gule stakit
og barnet under dit hjerte
er fyldt af Guds hellige ånd –
det største og alt det mindste
forenet til ét i hans hånd