FEBRUAR

Troen er ikke en klippe - 892

Mine konfirmander spurgte mig fornyelig: ”Har du altid troet på Gud”? Det er jo et spørgsmål, der er utroligt svært spørgsmål at svare på, for troen er jo ikke sådan noget, man har, som man har en ting. Det er ikke noget, der altid er der, men snarere noget der opstår i øjeblikket i, at der er noget, der giver mening – at man forstår og aner en sammenhæng, og noget der er betydningsfuldt og vigtigt. Det kan være, at man i øjeblikket mærker sig båret oppe af noget, der er større end en selv, og som man næsten ikke kan lade være med at kalde Gud.

Troen på Gud kan være noget, man har fået givet med sig fra sin barndom, og det kan have betydning for mig selv. Men i sidste ende er det ikke det væsentlige, for troen hænger først og fremmest sammen at tro på noget og at kaste sig ud i det.

 

Salmedigteren Jens Rosendal har skrevet denne fantastisk salme, der hedder ”Troen er ikke en klippe”. Og den handler i første omgang om det som troen ikke er, men som vi kunne ønske at den var. Troen er ikke noget, vi har troen er ikke noget klippefast, der er der, uanset hvad der sker.

Jens Rosendal udtrykker det på denne måde:

 

Troen er ikke en klippe

midt i et stormpisket hav,

tro er at sejle trods bølger

over en truende grav.

 

Troen er netop ikke en klippe, men tro er at vove sejladsen, selvom bølgerne truer med at slå ind over båden, og at sejlturen foregår henover ”en truende grav”. For sådan er livet. Døden truer, men vi må kaste os ud i det. Troen befrier os ikke fra farer og problemer, men troen kan give os mod til at leve på trods af det, der sker, og på trods af de tab, vi møder undervejs i vores liv.

 

Vi vil så gerne, at troen er det sikre, når alt andet ramler. Men tro er noget andet. Tro er at være parat, når der bliver kaldt på en. Derfor kan vi ikke planlægge og sikre os. Vi er udleveret til den og det, der har brug for os (vers 2)

Det ville også være så nemt, hvis tro var noget, man kunne læse sig til og få klart defineret. Men det er den heller ikke. Tro er at sætte sig selv på spil og at vove at stå op imod det man ikke kan forstå. Det handler om at håbe på trods (vers 3)

 

I et af de andre vers (4) skriver Jens Rosendal:

 

Troen er det, som kan svigte

i en forfærdelig stund,

troen er det, der kan gribes

midt på den gyngende grund.

 

Tro kan svigte – sådan var det endda også for Jesu disciple. De blev kaldt lidettroende. Og de både forrådte og svigtede. Men troen er også Guds løfte om, at han alligevel er med os selv i den dybeste bølgedal og midt på det stormpiskede hav. Derfor skal vi heller ikke lade os trække ned af modgang og fortvivlelse. For ”Tro er at sejle trods bølger”. Det er ikke altid let at fastholde dette mod – og denne tro, men Jesus Kristus er med os i båden, og han kalder på os. Selv midt i tvivlen og fortvivlelsen er han dér. For ”Tro er at sejle trods bølger”.

Sognepræst Jan Bjerglund

Hør månedens salme: Klik her

 

 

1. Troen er ikke en klippe

midt i et stormpisket hav,

troen er at sejle trods bølge

over en truende grav.

 

2. Troen er ikke det sikre

midt i en verden af fald,

tro er at være til stede,

høre, når nogen har kaldt.

 

3. Troen er aldrig artikler

trykt i en indbunden bog,

tro er at vove sig udad

varsom og kærlig og klog.

 

4, Troen er det, som kan svigte

i en forfærdelig stund,

troen er det, der kan gribes

midt på den gyngende grund.

 

5. Tro er det levende, nære,

som gi’r mig kræfter og mod

så jeg går med dig på vejen,

selv om jeg ikke forstod.

 

6. Tro er at løfte din stemme,

der, hvor din fjende har magt,

tro er at satse på håbet

udsat for verdens foragt.

 

7. Tro er utrolige kræfter,

som vil forandre alt.

Vove sig dybt ind i mærket,

hvis der for alvor er kaldt.