Det var så forunderlig klart i nat 800

Salmedigter Lisbeth Smedegaard Andersen har skrevet denne smukke, fortællende advents- og vintersalme, der spænder fra skabelsen til fuldendelsen.

 

”Det var så forunderlig klart i nat” er Guds historie om en ring fra den mørke nat indtil tiden med skabelsen, hvor morgenstjernerne sang, hen over det nye, der skete, da englen Gabriel bragte det store budskab til Maria om at føde Guds søn julenat. Om Jesus, der døde langfredag, men genopstod påskemorgen og som i dag lever med os igennem sit ord og med sin ånd, som kom til os alle pinsedag, ja, han lever i os indtil tidernes ende.

Komponist Axel Madsen fremhæver så fint salmens Job-citat ”mens alle morgenstjerner jublede(Job 38,7) ved at lade melodien skifte fra mol til dur. Lisbeth Smedegaard Andersen har med dette omkvæd skabt en fremdrift i salmen. Gud beskriver skaberværkets storhed og skønhed for Job over en tale og spørger: ”Hvor var du, da jeg skabte alt dette?” Som vidner til skabelsen er morgenstjernerne. De lovsynger, at Gud altid er så meget større end os. Gud formår altid igen og igen, i skabelsens historie og i vinteren, at drage lyset frem fra mørket.

Den røde tråd om morgenstjernernes sang er ikke enslydende i alle vers, men har alligevel en karakter af et gentaget omkvæd. Vi ser det i vers 1 ”hvor vinteren ruged i sorte træer”  et dystert billede af vinteren, til dagen, hvor folket stod op og småbørnene løb ud for at lege. I vers 2 kalder Gud alting til live, et glimt fra den sorte nat, hvor Gud bestemte, hvad alt skulle blive og alle morgenstjernerne sang også, da vandenes brusen forstummede.                                                                                                                                                               

3. vers fortæller os, at Guds engel gik til Maria i Nazaret med liljer i Himmerigs have og Ordet blev foster i kød og blod og blev født under morgenstjernernes sang.

Salmen er et eksempel på, hvordan nyere salmer stilfærdigt og underforstået bygger videre på det overleverede, både de gamle salmer og Bibelen. Fx vers 4 viser en fin beskrivelse af den åndelige undfangelse ”og hjertet skal slå i mit bryst af fryd som småbitte fødder, der sparker”. Kingo taler netop om dette i DDS 71,5

”O Herre Jesus, lad din Ånd
mig kraftig overskygge,
bered mit hjerte ved din hånd,
at du deri kan bygge,
at også jeg kan åndelig
undfange dig
og aldrig fra dig rykke!”

og 5. vers har med tredje linje en henvisning til Filipperbrevshymnen (Fil. 2,5ff):I skal have det sind over for hinanden, som var i Kristus Jesus, han, som havde Guds skikkelse, regnede det ikke for et rov at være lige med Gud, men gav afkald på det, tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig; og da han var trådt frem som et menneske, ydmygede han sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på et kors. Derfor har Gud højt ophøjet ham og skænket ham navnet over alle navne, for at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig, i himlen og på jorden og under jorden, og hver tunge bekende: Jesus Kristus er Herre, til Gud Faders ære.”

Vi må takke Gud, så den strålende morgenstjerne kan gennemlyse og opvarme vort hjerte. Godt Nytår!

Anne-Marie Helligsø, Organist


Hør månedens salme: Klik her

1. Det var så forunderlig klart i nat,

skønt skyer drev over derude,

hvor vinteren ruged i sorte træer

med vingerne tæt ved min rude.

Men alle morgenstjernerne sang

da grenenes skygger blev blege,

Og dagen begyndte, og folk stod op,

mens småbørn løb ud for at lege.

 

2. Det var som et glimt af den sorte nat,

hvor Gud kaldte alting til live.

Hans skabende ord over havets dyb

bestemte, hvad alt skulle blive.

Og alle morgenstjernerne sang,

da vandenes brusen forstummed,

og jordkloden frugtbar i duft af regn

steg rødmende frem gennem rummet.

 

3. Det var som den dag, da Guds engel kom

med ordet fra Gud til det lave.

Han gik til Maria i Nazaret

med liljer fra Himmerigs have.

Og alle morgenstjernerne sang

med svaret fra Guds tjenerinde,

og ordet blev foster i kød og blod

og fødtes, da tiden var inde.

 

4. Han kom i den mørkeste vinternat

med varsel om lysere tider,

han bringer hver tvivlende vintersjæl

et håb om et forår omsider,

hvor morgenstjernernes påskesang

skal løsne de frostbundne marer,

og hjertet skal slå i mit bryst af fryd

som småbitte fødder, der sparker.

 

5. Han lever i os med sit ord, sin ånd,

til nætterne alle er omme,

og slægter og folkeslag knæler ned

med bøn om barmhjertige domme,

så alle morgenstjernernes sang

forenet med menneskers stemme

skal bære os ind i Guds hjerterum,

hvor vi med hans søn hører hjemme.