Blandt spurvefjer og blade 810

Det er november, løvet falder, og det bliver mørkere for hver dag. Man kan nemt blive draget med i en stemning af forfald – en lille tristhed, når vi ser de store bunker af blade og træerne nøgne strittende grene, hvor der før var fyldt med grønne blade og frugter. Vi bliver mindet om det, der var, men som nu ikke er mere.

 

Det er lidt denne stemning, der er i salmen ”Blandt spurvefjer og blade”. Det er en rigtig novembersalme, Lisbeth Smedegaard har skrevet. Hun fortæller selv, at hun under et studieophold i Washington på en gade så noget affald, der var fejet sammen i en rendesten, og blandt fjer og blade lå der også nogle skår af noget, der engang havde været en kop med fint malede blomster på.

Det satte tankerne i gang og erindrede om, hvor lidt der egentlig skal til for at vore minder vækkes om det, der var engang, men nu er borte og måske gået itu – en revnet kop, et gammelt fotografi, en ting der står på reolen. Det kan alt sammen bringe minderne frem og samtidig få os til at tænke på tiden ”der drypper fint som vand af mine hænders skål”, som der står i salmen.

 

Det er novemberstemning – det er novembererfaringer. Det er de tanker og minder, vi sommetider kan få og som kan gøre os lidt triste.

 

Men hvor går vi så hen med disse erfaringer og tanker. Ja, vi skal synge den som månedens salme, fordi vi kan gå i kirken med dem. Lisbeth Smedegaard Andersen fører os i vers 5 selv til nadverbordet, hvor:

 

Lidt brød, lidt vin fortæller

at ler, der blev brudt ned

langfredag nat på

Golgata

stod op i herlighed.

 

Det betyder, at bag alt det, der er gået itu og ikke er mere, ligger ”løftet om en evighed”. Og det er et løfte, der er der i hvert et skridt vi går. Det er også løftet om, at der midt i forfaldet er et håb om, at noget nyt bryder frem. Ligesom selv den lave novembersol (som der i øvrigt har været ganske meget af i år) også liver op og giver nyt håb og mod. Der er opstandelse selv midt i forfaldet.

 

Salmen er i øvrigt også inspireret af pottemagerlignelsen fra Jeremias’ Bog (18,1-6). Lignelsen fortæller, hvordan pottemageren sidder ved drejeskiven og formere sine kar af ler, men hvis det ikke lykkes, så kasserer han karret. Her er der ikke meget opstandelse og genoprettelse, men det er der i salmen, for Kristus stod op i herlighed og gav os løftet om en evighed, der lyser selv i novembermørket.

 

​Jan Bjerglund, Sognepræst


 

Vi skal synge salmen i Resen Kirke søndag 19. november kl. 9.00 og 26. november kl. 10.30.

Hør månedens salme: Klik her

 

1. Blandt spurvefjer og blade

og knuste potteskår

​en tørret blomst en revnet kop

med mindet af i går

 

2. Så skrøbelige vidner

på det, vi har holdt af

​en hånd, en røst

der lød engang

​i vores dagligdag

 

3. et streft af mørke vinger

vi går mod nye mål:

​Hør! tiden dryp -

per fint som vand

​af mine hænders skål

 

​4. og hvisker som et ekko

​om det, der gik itu -

men vi har mange

skridt at gå

endnu, endnu, endnu.

5. Lidt breød, lidt vin fortæller

​af ler, der blev brudt ned

langfredag nat på 

​Golgata

stod op i herlighed.

 

​6. Bag vingefjer og løvfald

og det, der gik i skår

er løftet om 

en evighed

​i hvert et skridt, vi går.